donderdag

carline // kritikk // tekst // diverse

Den grenseløse: Intervju med Madame Nielsen

Publisert i Fett 2/2016, oversatt til svensk på Skrået.nu

Den grenseløse

 

Europa, høsten 2015: Et fremmedartet fenomen har manifestert seg på kontinentet. Det omtales bare som «flyktningstrømmen», men i virkeligheten er det snakk om tusener på tusener av mennesker. De bærer på barn og soveposer, på krykker, tepper og poser med mat. Noen har flyktet fra krig. Andre har stukket av fra utsiktløshet. Innenfor Europas grenser, tror de, ligger muligheten til et bedre liv.

I strømmen går også en tynn, middelaldrende europeisk kvinne som kaller seg Madame Nielsen. Hun er pent kledd, har på en kjekk alpelue og rød leppestift. Den 53 år gamle forfatteren har en rekke transformasjoner bak seg: Han entret den danske litteraturscenen som Claus Beck-Nielsen, erklærte seg død i 2001, og har siden gitt ut bøker som Nielsen, clausbecknielsen.net og Das Beckwerk. I 2014 kom Madame Nielsens første roman, Den endeløse sommeren. Nå har hun skrevet en ny bok, om sin vandring fra Hellas til Danmark, som «by the way, ’tilfældigvis’» går langs de samme veier som flyktningene følger. nielsen

Å kjenne krisa på kroppen

I Invasionen – En fremmed i flygtningstrømmen, som i høst kommer på norsk ved Pelikanen forlag, følger vi denne reisen. Beretningen begynner i Berlin, august 2015, der Madame Nielsen jobber med et teaterstykke: «Fra den ene dag til den anden flød medierne over af billeder og beretninger om mennesker, der strømmede ind over grænserne». Det vekker et behov hos henne for å se situasjonen med egne øyne, kjenne den på kroppen, gjøre noe.

Som forfatter har Nielsen hele tida vært opptatt av å oppsøke kriser og unntakssituasjoner, og utforske fysiske og moralske grenseland. Romantrilogien Selvmordsaktionen (2005), Suverænen (2008) og Store Satans Fald (2012) handler om duoen Nielsen og Rasmussens forsøk på først å innføre Demokratiet i Irak, deretter å gjeninnføre demokratiet i USA, og til sist å sette i verk en ny og bedre revolusjon i Iran– og like mye om problemene med slike intervensjoner i andres virkelighet. Spenningene mellom oss og de andre, og grensene vi trekker opp for å holde styr på hvem som er hvem, er en rød tråd i forfatterskapet.

Invasionen presenteres som en «dannelsesroman», og like mye som om dem som kommer, handler boka om oss, europeerne: Hvem er vi, hva er vi i ferd med å bli? Nielsen maler fram et mangefasettert bilde, og gåturen er også en vandring i et landskap av ideer og myter. Bak slående vakre bilder – «alt ånder sol og mytisk fred» brer uhyggen om seg. I den sydtyske grensebyen Passau vil ingen snakke om flyktningene, «fordi de er bange, ikke for flygtningene men for sig selv og hinanden, bange for at flygtningene skal få fællesskabet til at briste?».

En outsider i strømmen

I fjor høst, da debatten om «strømmen» var på sitt sterkeste, forsøkte flere journalister å gi krisa et ansikt og bringe den nærmere ved å følge enkeltmennesker og fortelle deres, ofte hjerteskjærende, historier. Nielsens tilnærming er en litt annen. Hun beskriver møter med en mengde mennesker – flyktninger, migranter, frivillige, vanlige borgere – som ofte blir borte like fort som de blir introdusert.

Jeg oppfatter din bok mer som et portrett av «strømmen» som idé og begivenhet. Samtidig skildres flyktningenes skjebne som masse med grusom klarhet.

Præmissen for min rejse var ikke en bestemt historie, jeg ønskede at fortælle, og det var heller ikke en traditionel journalistisk præmis, det var snarere – og som ofte før i min værken i verden – nogle regler for liv og livets bevægelse. […] Jeg fulgte disse vandringens regler og forsøgte undervejs at se og opleve alt, ned i mindste detalje. Og i de lange stræk, hvor jeg vandrede i og som en del af strømmen, var jeg udsat for de samme «Flygtningestrømmens love», som de andre, og en af dem er «Møder du et menneske, møder du det aldrig igen». […] Men selvfølgelig er konceptet, de regler for liv og bevægelse, jeg fulgte, også et valg: Jeg ønskede ikke at give verden mere af det samme, jeg ønsker altid at give verden andre billeder, andre fortællinger end dem, der er rigeligt af i forvejen. Blandt andet er den «flykningenes skebne som masse», du nævner, vigtig at forstå, at synliggøre som et tegn i vor tid.

Men «flyktningestrømmens lover», som gjelder for alle, blir jevnlig overstyrt av andre lover som understreker forskjellene. Boka beskriver, med bitende ironi, hvordan Madame blir arrestert for å ha krysset en grense som bare er åpen for flyktninger. I leirene blir hun en av de frivillige, som jobber og sover på andre sida av gjerdet.

Madame lykkes ikke helt med å bli en del av «strømmen» – hun blir også stående på utsiden?

Det er på intet tidspunkt Madames (altså min) hensigt at blive en uudskillelig del af strømmen, at blive ét med den. Det er netop i oplevelsen af forskelle, at verden træder frem i al sin kompleksitet. Det ideelle ved hendes vandring er netop, at hun ikke som journalisten bare ønsker at være der, i det historiske nu, men tværtimod at være sin egen parallelle bevægelse, at bevæge sig ind og ud af strømmen, ud og ind af det historiske nu. Dermed får hendes bevægelse også en vertikalitet, en historisk bevidsthed, og det er vigtigt i en tid som vores, hvor verden bliver mere og mere flad, horisontal, et netværk af relationer og begivenheder og nyheder og nu nu nu uden erindring.

Utsette seg for verden

invasjonen_cover_0Danmark, som Nielsen i boka konsekvent omtaler som «The Land of DKay», har innført svært restriktive flyktninglover. I Norge diskuterer regjeringen hvordan vi kan være enda strengere, så flyktninger ikke vil fristes til å komme hit. Det er umulig å lese Invasionen uten å kjenne på egne privilegier, og på våre myndigheters uvilje til å dele av rikdommen i nord.

Dette behovet for å gjøre noe, handler det om å ville hjelpe andre, eller også om å ville utsette seg selv for noe, som en straff eller selvransakelse?

Det handler i hvert fald ikke om selvafstraffelse eller selvransagelse. Jeg er interesseret i verden, menneskene og mig selv i forhold til og sammenhæng med alt dette, ikke i mig selv. Selvoptagetheden er en del af vor tid, og jeg forsøger så vidt muligt at vende den ryggen og i stedet blive et menneske i verden, et politisk væsen. Så det handler om at træde ud af den tilskuerposition, som de fleste mennesker i de rige områder af verden befinder sig i, døgnet rundt opdateres vi i alt det spektakulære, der sker rundt omkring i verden, men oftest uden at mærke det på egen krop, uden at kunne gøre noget, og det er katastrofalt, det er the End of Democracy, så det handler helt enkelt om at udsætte sig for og i verden, at blive et politisk, observerende, handlende væsen, og dermed også om at gøre noget for og med andre mennesker.

Det finnes en del nyere litteratur skrevet fra et skamfullt, nordisk perspektiv i møte med global urettferdighet – begrepet «scanguilt» har blitt brukt. Denne litteraturen har fått kritikk for å være selvsentrert: våre følelser, vår tvil, vår skam. Kan ikke også din bok leses sånn?

Bogen kan ses i sammenhæng med «scanguilt» producerede bøger og viser sig i den sammenhæng ikke at være en af dem. Jeg og bogen handler i og om verden og alle mennesker som fremmede i verden. Tvivl er fint, skam er uinteressant, skyldfølelse kun noget, der kan bruges som afsæt for handling, ikke noget man kan dvæle i. Mødet med den Anden skal sgu ikke handle om «mig selv».

Som den dannelsesromanen den er, handler Invasionen likevel også om selvinnsikt, som nettopp kommer fram i en situasjon der grensene går i oppløsning: «Hun er den eneste, der ikke har noget at gøre her. Og føler sig hjemme. Er det virkelig sandt? Ja, tænker hun. Og er pludselig sig selv fremmed. Og kan lide det. Spændingen. Mellom mig og den fremmede. I mig.» Nettopp dette med det fremmede i en selv er viktig, mener Nielsen:

[…] I mødet med den fremmede opdager man også, hvor fremmed og usikker, man selv er, og det bliver sværere, helst umuligt, at tro, at man har mere ret end den anden til at være her. Den overalt i Europa voksende frygt for og aggression mod det og de fremmede gror jo især blandt og i mennesker, som ikke har mødt en af de fremmede, de frygter og hader, ikke har trykket deres hånd og set dem i øjnene. Det er helt banalt.

Hvordan ble Madame møtt i «strømmen»? Følte du deg noen gang truet, i egenskap av å være kvinne/ikke-kvinne?

Jeg har forsøgt at lade svaret eller svarene på dit spørgsmål træde frem i romanen, og nærlæser du den, vil du se, at jeg som Madame stikker ud, fremprovokerer nysgerrighed, usikkerhed, og det er fint, det lader mødet med spænding og potentiale. Jeg følte ofte en spænding, en usikkerhed i møderne, men aldrig egentlig frygt, jeg oplevede aldrig åbenlys aggression, og det kommer blandt andet af, tror jeg, at noget af det smukke ved Flygtningestrømmen var, at ingen i den vidste sig sikker, selv soldaterne, der forsøgte at få den under kontrol, var usikre på, præcis hvad de skulle gøre; i strømmen var ethvert menneskes rolle og identitet til øjeblikkelig forhandling, hvilket gjorde, at det var sværere at vide sig selv sikker nok til at foragte nogen anden. […]

Jeg-et som mulighet

Mens kjønnsspørsmål er til stede som en understrøm i Invasionen, har Madame Nielsen tidligere skrevet utførlig om problemer knyttet til kjønn, gender og kropp. I et essay fra 2013 i det danske litteraturtidsskriftet Kritik beskriver hun sin visjon: mennesket som et vesen «hinsides kjønn». Heller enn å se på kjønn som enten noe essensielt kroppslig eller noe sosialt konstruert, forsøker hun å se det som trer fram og er i bevegelse, «kjønn som mulighet».

Du har byttet identitet, forsøkt å være ingen, forsøkt å være grenseløs. Er det mindre klare selvbilder vi trenger? Bør vi i stedet for å finne ut hvem vi er, prøve å fri oss fra en fast identitet?

Ja. Det er jeg overbevist om. Nationalisme, fremmedhad, selvoptagethed, Facebooking, selvhjælpsbøger, diagnoser, burnouts osv. osv. kommer i høj grad af alt for faste forestillinger om at være nogen bestemt. Det er sværere at hade den Anden, hvis du selv er den Anden.

Når det er sagt, så tror jeg sjældent, at jeg har «byttet identitet», i hvert fald over de lange stræk har der snarere været tale om en stadig og nu sikkert livslang transformation, en stadig blive en Anden.

Hvordan kan vi slippe fri fra de kjente synene på kjønn? Og må alle finne ut av dette for seg selv eller finnes det måter samfunn kan åpne opp for mer flytende kjønnsidentiteter – for eksempel et tredje juridisk kjønn, som diskuteres i Norge for tida?

Måske er det, jeg taler om og for, en slags ny emancipation, som den den første kvindebevægelse var igennem ved forrige århundredskifte: at befri sig for behovet for andet end flygtige identifikationer. Et forslag om «et tredje juridisk køn» er lidt håbløst, synes jeg, ønsket om et tredje juridisk køn er bare en forlængelse af den identitetspolitik, jeg mener, er en blindgyde, endnu en kasse at putte mennesker ned i, så har menneskeheden tre kasser, man kan blive puttet ned i i stedet for to. Det er håbløst. Jeg tror på en ny emancipation, hvor ethvert menneske må blive i stand til at tage det ansvar og den store mulighed på sig, det er selv at finde en vej og en måde at udfolde sin krops og sit væsens potentiale på. […]

Nielsen er sterkt kritisk mot den såkalte identitetspolitikken, som er basert på menneskers identifikasjon som del av bestemte minoritetsgrupper. Ethvert slikt fellesskap, uansett hvor inkluderende det er ment å være, ender alltid opp med igjen å ekskludere noe(n), skriver hun i Kritik.

Hvordan skal minoriteter bli hørt og få rettigheter, når de ikke kan søke sammen i fellesskap?

Selvfølgelig er der i enhver historisk epoke en række problemer, der kræver at mennesker slutter sig sammen i en bevægelse og kæmper for noget, men i vores rige del af verden (hvor Norge er Nordens Dubai, den rigeste del af den rigeste del), så er det sgu snarere andres rettigheder end sine egne, menneskene bør kæmpe for: alle de milliarder, der blandt andet som resultat af den måde, menneskene i Europa, USA osv. årtier, århundreder, har levet på, ikke har muligheden for at kæmpe de kampe, der er nødvendige, hvis de skal opnå et liv, hvor de problemer, vi her diskuterer, har relevans for dem. Og selvfølgelig er der også i vore samfund, i Norge, Dkay [Danmark, red. anm.] og resten af Europa mange mennesker, der er i en situation, hvor de må kæmpe for deres rettigheder eller måske snarere muligheder, og de mennesker må, for en tid, slutte sig sammen og sætte sig og samfundene i bevægelse. Men ikke for at skabe nye ekskluderende identitetsfællesskaber. Udelukkende for at alle mennesker så vidt muligt skal have de samme muligheder for at udfolde deres særlige menneskelige, væsenlige, potentiale.

Den truende grenseløshet

Madame Nielsen har tidligere omtalt seg selv som en heks: et farlig, magisk vesen fra eventyr og folkesagn. Heksens kulturhistorie viser at hun har blitt forbundet med truende kvinnelighet, grenseoverskridelse og rollebryting, og med det kosmopolittiske, det som ikke hører noen steder hjemme.

Hva er heksens rolle i dag?

[H]eksens rolle er vigtig: Heksen er utilpasset, egentlig uønsket, siger det, der ikke må siges, det upassende, heksen vil ikke være del af et homogent «vi», heksens fremmeste kendetegn er, at hun er uenig med alle de andre hekse, hun strides … Jeg vil gerne provokere, i den latinske forstand af ordet: pro-vocere: at kalde menneskene frem, kalde dem ud af sig selv, ud i det åbne, derud, hvor de opdager sig selv og verden og tvinges til at svare og handle.

Og det lykkes. Mens Invasionen i all hovedsak har fått god kritikk, er det mange som lar seg provosere av Madame Nielsen og det hun står for. Etter et intervju om boka i Klassekampen, der hun blant annet kalte på avskaffelsen av nasjonale grenser, beskyldte sosiolog Pål Veiden henne i et leserinnlegg 5. februar for å drive med moralisme og føleri. Men irritasjonen handlet ikke bare om forfatterens meninger, men også hennes kjønnsuttrykk: «Estetisering av politikken er en grunnidé i fascismen og vi kjenner det igjen: kle deg i kvinneklær, vær kunstnerisk og fortell om hvor kjempesolidarisk du er.”

Hvorfor provoserer og skremmer grenseløshet så mye, tror du?

Fordi det i en så selvopslugt tid som vores, en så horisontal og internetværkende flad og historieløs tid som vores, er skræmmende, at man måske ikke er nogen bestemt, men snarere noget muligt, at det autentiske «jeg» og det autentiske «vi» er en illusion, en pervers drøm, at den eneste værdige vej for menneskeheden og det enkelte menneske er ud i udsatheden, ud i det uvisse, hvor det ikke er så let at eksludere nogen. Og, ja, det var vidunderligt, men tragikomisk, at jeg blev beskyldt for at være fascist, ha!

Noen mener at mennesker alltid vil dele opp verden i inn- og utgrupper, «oss» og de «andre». Vil ikke det å få slutt på skarpe skillelinjer når det gjelder kjønn eller nasjonalitet, gjøre at man trekker opp nye grenser?

Det er jeg ikke i stand til at spå om. Men menneskene vil i deres, i vores manglende evne til at gøre vores bedste, helt sikkert blive ved med at skabe nye ekskluderende fællesskaber. Men det er ikke noget argument for at accepterer den eskalerende nationalisme for eksempel. Den er dødelig, ødelæggende, stupid og historieløs.

Reklamer

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

Kobler til %s

Informasjon

Dette innlegget ble postet den 29. oktober 2016 av i Tekst med stikkord , , , , , .
%d bloggere like this: